1400 MW ekstra hos decentral kraftvarme

28 May 2020 | Aktuelt

Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme er helt enige med den Klimaplan, der er beskrevet i artiklen ”IDA Klimaplan: Vi får brug for 1400 MW nye gaskraftværker”. I artiklen foreslår de, at der installeres 1400 MW nye gaskraftvarmeværker, samt at de eksisterende Decentrale Kraftvarmeværker holdes kørende som spidslastværker, så vi kan klare os, når vinden ikke blæser.

Hos Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme har vi ligeledes undersøgt, hvad der sker i landene, hvorfra balancering af el-nettet ved manglende vind og sol skal komme. Svaret er rimelig enkelt; I Tyskland, Holland og England arbejder man – som i Danmark – med en udbygning af sol og vind, som i 2030 skal dække >60% af elproduktionen. Derfor forudser Brancheforeningen, at der kan forekomme store udfordringer med kapaciteten, når vi oplever tidspunkter med manglende vind og sol.

Gasmotorerne på de Decentrale Kraftvarmeværker har haft forholdsvis mange driftstimer i 2018 og 2019, hvor de har haft en vigtig rolle for samfundet og miljøet, samtidig med at de har produceret varme til en konkurrencedygtig pris. De har produceret el og varme i perioder med høje elpriser, hvor elnettet har skullet balanceres for sol og vind, og gasmotorerne har i den forbindelse bevist deres vigtige og fremtidige rolle i samfundet.

Brancheforeningen mener at Decentrale Kraftvarmeværker skal:

  • Producere varme på gasmotorerne, når det ikke blæser og elpriserne er høje. Her mangler vi kapacitet i el-nettet.
  • Producere varme ved brug af el, når det blæser og elpriserne er lave. Her har vi meget kapacitet i el-nettet.

Læs artiklen fra Ingenøren her